JA TIL ET, NEJ TIL NOGET ANDET

MIN START PÅ GYMNASIET

Klokken var 7.40 d. 13. august, da jeg cyklede hjemmefra på vej mod Rosborg Gymnasium. Jeg følte mig klar og fuld af spænding. Jeg var spændt på klassen, på lærene, på undervisningen og på at se alle dem, jeg havde været væk fra i et år. Jeg cyklede afsted med et smil på læben og havde iført mig min mest positive facon. Dette skulle snart vise sig ikke at være tilstrækkeligt. Jeg kan ikke helt sætte ord på, hvad det var, der skabte den ubehag, der bredte sig i mig, fra det øjeblik jeg satte mig på stolen i Rosborgs fællesområde. Pludselig følte jeg mig ikke længere klar, og spændingen var blevet til en mild skræk. Hvad lavede jeg overhovedet her? Og var det nu det rigtige for mig? Jeg lod det for længst stivnede smil sidde og hilste pænt, på alle de jeg kendte, når vi passerede hinanden på vej til hver vores nye klasselokaler. Der var et par stykker i min klasse, jeg kendte en smule fra tidligere, men kun en enkelt jeg kendte godt. Ham klamrede jeg mig derfor til hele den første dag. Alt den dag virkede overvældende. Det var overvældende med så mange mennesker, overvældende at vi selv skulle koordinere vores pladser, så vi sad i alfabetisk rækkefølge, ja selv overvældende at beslutte, hvor vi skulle sætte os og spise vores frokost. Og som jeg sad dér med min madpakke midt i menneskemylderet, kom jeg virkelig til at savne min efterskole. Jeg kan ikke huske nogensinde før at have følt mig så lille, malplaceret og flov over min egen eksistens. Igen kunne jeg ikke undgå at tænke, hvad jeg overhovedet lavede her – den tanke kom nogle gange i løbet af dagen. Jeg var lige på nippet til at begynde at græde, da jeg ligeså snart, jeg fik lov, skyndte mig at cykle hjem. Jeg ville bare gerne tilbage på min efterskole. Der var kun en tiende del så mange, og det var trygt og rart og dejligt og jeg elskede det. Jeg ringede til mine favoritlærere på efterskolen og til nogle af mine med-elever dernede fra. Da mine forældre kom hjem, snakkede jeg naturligvis også med dem om min situation, der i mit hovede ikke var spor rar. Min mor mindede mig om, at der jo ikke var nogen, der tvang mig til at være der, og at hvis jeg stadig hadede det om et halvt år, kunne jeg jo bare droppe ud. Dette gav mig egentlig lidt en nyfunden ro i maven. Hun havde jo ret.

Allerede dagen efter gik det op for mig, at min klasse faktisk var rimelig nice, lærerne ikke så slemme og stedet rigtig pænt. Den ubehagelige følelse, der dagen før havde sust rundt i min krop, var forsvundet over natten. Om fredagen var vi nogle piger fra min nye klasse, der tog på café og videre på bar, hvor vi mødtes med en flok mere fra vores klasse, og sådan gik det altså til, at vi lynhurtigt begyndte at “bonde”. Fra da af tog tingene fart, og jeg føler allerede i dag, at jeg har kendt min klasse rigtig længe. Det er et fantastisk samsurium af interessante personligheder, der næsten uden undtagelser har det til fælles, at de gerne vil fælleskabet. Da cirka halvdelen af min klasse har været på efterskole, kommer det heller ikke bag på mig, at jeg ikke er den eneste, der ønsker et godt fælleskab, så tæt så muligt på det man kunne få på en efterskole. Trods den overvejende negativitet i starten af indlægget, er jeg rigtig glad for at gå på Rosborg nu. Jeg har absolut ingen intentioner om hverken at droppe ud eller skifte til noget andet. Jeg elsker min klasse og er overbevist om, at jeg nok skal få tre rigtig rigtig gode år.

– Marie.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

JA TIL ET, NEJ TIL NOGET ANDET