SKOLESKIFT

HVAD FANDEN SKAL VI MED LIKES?

barbieredigeretJeg er blevet opmærksom på et problem, jeg længe har ladet mig selv overbevise om ikke eksisterede. Direkte et problem ved jeg nu heller ikke, om jeg vil tillade mig at kalde det. Jeg føler, at der i dag er et sygeligt fokus på udseende, og hvordan man tager sig ud i den virkelige verden men også på de sociale medier. Hvordan er vi havnet i denne overfladiske verden, hvor det er lige før, at man på baggrund af antallet af likes kan angive en persons sociale rang. En verden med et konstant behov for bekræftelse, og hvor rigtig mange er villige til at gøre rigtig meget for at få den. Hvad enten det er på Facebook, Twitter, Instagram eller hvad ved jeg, er det ét stort ræs. Det er desværre et ræs, jeg må erkende selv at deltage aktivt i. Folk har travlt med at vurdere hinanden og sable de ned, der høster flere likes end dem selv, og som de i bund og grund nok egentlig bare er lidt misundelige på. Det handler rigtig meget om, hvordan man ser ud, og gør man det ikke godt nok, har man det svært. Jeg beundrer de, der formår at holde sig ude af hele dette konkurrenceprægede opmærksomheds-ræs, for det er i sandhed de færreste. Der er de, der ikke engang tør forsøge at sige, de ikke går op i det, fordi det skriger til himlen, at de gør det. Og så er der de, der inderst inde bekymre sig om det, men som det selv lykkes dem at overbevise om, at det ikke gør. Jeg tror, jeg havner et sted imellem de to. Jeg ville dog aller helst kategorisere mig som en af de endnu tidligere nævnte, som formår at holde sig helt ude af det, men den kategori kan jeg nok ikke engang snyde mig ind i.

Det er trist, er det ikke? Jeg tvivler virkelig stærkt på, at jeg er den eneste, der sidder med følelsen af, at det har taget overhånd. I dagligdagens stress er det ikke noget, jeg går og tænker over, men når jeg så gør, går det op for mig, hvor stort et tag, det egentlig har i mig. Jeg tænker helt utrolig meget over, hvor mange der tilkendegiver, at de synes godt om mine ting og billeder – specielt billeder af mig selv, så jeg kan mærke et kick af bekræftelse – og det lige til at blive skør af. Jeg burde være ligeglad, jeg har masser af venner, og jeg er slet ikke i tvivl om, de ville være der, ligegyldigt hvordan jeg så ud, eller hvor mange likes jeg havde på mit profilbillede. Det er derfor egentlig vildt tåbeligt at gå så meget op i bekræftelsen af mig selv over sociale medier, og det er helt sikkert noget, jeg trænger til at arbejde med. Jeg skaber en person i cyberspace, der skal forestille mig, men det er jo ikke mig. Det er en falsk og forskønnet udgave af mig. Det er billeder taget på mine bedste dage – de dage, hvor håret sidder som det skal, og man ikke har rander under øjenene, fordi man har sovet for lidt. Det er på sin vis rigtig fint, at man selv vælger, hvor meget man vil dele ud af sig selv, og hvilke dele af sig selv, man viser. Men samtidig giver det mulighed for at skabe et yderst unaturligt billede af en selv, og er det overhovedet til nytte for nogen? Bliver folk ikke bare skuffede, når de så møder en og knap kan kende en, fordi man så væsentlig anderledes ud på ens Facebook- eller Instagramprofil? Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke deltog aktivt i hele balladen og begyndte at pege fingre, for det gør jeg desværre i alt for høj grad. Min Facebook er forholdsvis neutral, dog renset for billeder, jeg ikke syntes matchede mine nøje udvalgte profilbilleder, men min Instagram til gengæld er proppet med opstillede billeder af mig selv, fra stort set samme indøvede vinkel, der smiler pænt på alle mine bedste dage. Hist og her titter et relevant billede fra en interessant begivenhed op mellem de mange billeder af mig, men det er vidst også det. Det er jo lige til at kaste op over. Men man ser jo, hvilke billeder af andre piger, der bliver vist rundt til gutterne, og det er ofte det, man egentlig stræber efter. Det er ofte det, jeg egentlig stræber efter. Man vil så gerne være hende, de taler om, hende de synes ser godt ud. Men de kan jo ikke snakke om os alle sammen, ligesom vi ikke snakker om alle dem. Og ja, så tænker man, er det ikke også vigtigere, at hun var indhold og er et interessant og sjovt menneske? Og jo, det er det da, og det burde simpelthen også være nok.

Jeg er klar over, at jeg farver virkeligheden lidt, og at det i realiteten nok ikke er helt ligeså så slemt, som jeg her får det til at lyde, men jeg vil vove påstå, at der er noget om snakken.

Så dræb din indre likehunter. Læg facaden væk og hvil i dig selv. Det er muligt, jeg her slynger råd ud, jeg næppe selv formår at holde, og det er måske i virkeligheden ligeså meget mig selv, jeg forsøger at banke det ind i hovedet på…

– Marie.

   

4

  • Anonym

    Sindsygt godt indlæg og helt og aldeles tankevækkende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Pisse godt skrevet! – og jeg kunne ikke være mere enig! Jeg går også selv meget her for tiden, og tænker over netop dét du skriver der. Det er jo uhyggeligt. Man kan tjekke hvor lang tid man har brugt sin iPhone siden sidste fulde opladning, inde i indstillinger, og dér er det lige gået op for mig, hvor lang tid jeg egentligt bruger foran skærmen hver dag…hvilket viser ALT for lang tid, og det meste er ligegyldig og overfladig viden…ville det bedste være, at bytte iphonen ud med en hel neutral standard Nokia som kun kan ringe og sms’e…?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

SKOLESKIFT