VEJLENSER I STORBYEN // MIN START

KUNSTEN AT SIGE NEJ // MIT LIV I KBH

Åh, den evige frygt for at gå glip af noget lurer hver eneste gang, jeg rammer “deltager måske” knappen på en Facebook begivenhed, eller svarer mine veninder “Jo jo, klart, jeg skal nok finde tid – jeg klemmer det bare lige ind på tirsdag mellem arbejde og lektier”, men er i tvivl om det reelt kan lade sig gøre. For gud ved, hvad der ville ske, hvis jeg missede noget vigtigt, eller bare noget, der blev til en god historie, man så ikke blev en del af, fordi man havde besluttet, man blev nødt til at “slappe af“, “puste ud“, “trække vejret” eller hvad man ellers kalder planlagt kedsomhed. Men hvornår bliver det for meget? Er det, når man helt fysisk ikke har mere plads i papirkalenderen(dette problem forekommer dog også let ved for stor håndskrift), eller er det, når man pludselig føler, man er ved at besvime i metroen?

Okay, nu lyder det måske også lige lovlig dramatisk. Men jeg stod den anden dag med koldsved og rysten på hænderne og følte mig svimmel, efter jeg rundtosset havde slæbt mig den ellers korte vej fra Niels Brock til metroen for at tage på arbejde. Jeg ringede til min mor, som mente det kunne være en begyndende influenza – for hvis der er noget, jeg har tid til…. Det er ikke til at vide, om min krop reagerede, fordi jeg lavede for meget, eller på grund af det tømmermændsmad, jeg spiste dagen før, men ubehageligt var det.

I hvert fald fik det mig til at tænke over mine til- og fravalg – okay, måske bare mine tilvalg, for det er lige nu ret begrænset, hvad jeg vælger fra, udover tøjvask og oprydning. Hvordan vurderer man, hvad der skal prioriteres, og hvilke ting, man nok godt kan liste sig pænt uden om, uden at træde hverken sig selv eller andre over tæerne? På en skala fra 1-SRP(srp tæller to karakterer på eksamensbladet, så den er vigtig), hvor ligger en pigefødselsdag hos en nær veninde så? Et event med arbejdet? Spansk aflevering? Det er skide svært. Det er en blanding af forpligtelser og ting, jeg virkelig ikke har lyst til at gå glip af. Men jeg har fået af vide, at man ikke kan det hele. Først troede jeg kun, det var en opfattelse, min mor havde, men det er ligesom om, hun ikke længere er ene om at slynge den påstand i hovedet på mig, så måske hun har ret. Her skulle en lidt længere konklusion have udformet sig, men jeg tror faktisk bare, “hun har ret” er nok.

xx
Marie

   

1

  • Jeg kan så godt genkende den tankegang. Jeg havde også engang mega svært ved at sige nej til ting, fordi jeg ikke ville gå glip af noget.

    Den dag i dag har jeg det dog fint med at sige nej, hvis jeg føler, at jeg har mere brug for at ligge på sofaen. Jeg har nemlig lært, at hvis jeg gør ting af pligt og af frygt, så nyder jeg dem ikke i så stor grad, som hvis de bliver gjort med åbent hjerte.

    And to be honest, man kan ikke være på 24/7, fordi så siger kroppen helt automatisk fra. Den der krop er faktisk god til at give et vink med en vognstang, når den vil lyttes til – men så er problematikken så, hvorvidt vi vil lytte eller ej.

    Og nu lyder jeg forfærdelig gammel, men der kommer jo hele tiden noget nyt, man kan deltage i. Så selvom man går glip af en enkelt ting, så kan man jo bare tage med næste gang, der sker noget. Man misser jo ikke livet, bare fordi man ikke er tilstede en enkelt gang :-)

    Bare lige lidt egen lommefilsofi og erfaring herfra. ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

VEJLENSER I STORBYEN // MIN START