OM FEMINISME OG STÆRKE KVINDER

JEG VAR VIDNE TIL EN ULYKKE

vidne til en ulykke

Jeg var i går vidne til en ulykke. Jeg var også vidne til danskernes ringe evne til at hjælpe, når uheldet er ude. Sidstnævnte var overraskende foruroligende at opleve.

Jeg stod foran et apotek i Vejle på Nørretorv lige ved åen, da en ældre mand kører galt på sin scooter. Ved åen går der et par brede trin ned fra cykelstien og vejen, før man når helt ned i åen. Manden, der kom kørende, kørte ud over det første trin og bankede hovedet i jorden. Han lå med benet klemt mellem det sten-trin, han var faldet ned på og scooteren. Scooterens hjul drejede stadig rundt. Per refleks løber jeg naturligvis hen for at hjælpe – det samme gør et par andre. Vi får hjulpet ham fri, får slukket scooteren og får manden op at sidde. Jeg ringer til 112, og da mit opkald er færdigt, står kun én kvinde og jeg tilbage. Hun informerer mig om, at hun altså skal hente sin lille søn og ikke kan blive der længere end et kvarter. Det er der naturligvis ikke noget at gøre ved. Men som vi sidder og venter på ambulancen, og jeg ser mig omkring, går det op for mig, at alle forbipasserende blot stopper op, kigger lidt på afstand og fortsætter derefter.

Selvfølgelig er det ikke nødvendigt, at vi står seks mand og venter på en ambulance, men det bekymrer mig alligevel, hvor ringe vores evne til at hjælpe er. Jeg sad i en halv time og ventede med en mand, der var fuldstændig omtåget i hovedet, og flere gange forsøgte at sætte sig op på sin scooter, selvom det var tydeligt, han ikke kunne køre. Det var desuden slet ikke muligt, at køre fra stedet scooteren lå, da den jo var røget et stort trin ned og måtte løftes op derfra, hvis man skulle nogen steder.

Ambulancen kom, og kvinden, der havde stået der sammen med mig tog afsted. Mændene i ambulancen var enige i, at han virkede meget omtåget og mente bestemt, at den ældre mand skulle en tur på hospitalet. Det var han ikke interesseret i. De fik ham ind i ambulancen og undersøgte ham kort. De foreslog ham igen at tage med en tur på hospitalet, men han var stadig ikke interesseret. De løftede derfor hans scooter op på cykelstien og lod ham gå. Jeg blev og afventede situationen. Han havde lige lovet ambulancemændene og mig, at han ville trække scooteren hjem, men han satte sig op på den og begyndte at trille. Jeg var på cykel og kørte bag ham det meste af vejen hjem.

Jeg skriver ikke det her for at fortælle jer om situationen, men om de tanker, den satte igang hos mig. Jeg var rigtig ærgerlig og skuffet over, hvor mange mennesker der så situationen, og hvor lidt der handlede. Det vidner om, at vi bliver nødt til at blive bedre til at tage os af hinanden. Ikke bare tage os af de mennesker, vi kender, men tage os af hinanden som samfund. Hvor er det kedeligt, at vi lever i et land, hvor man stopper op og kigger, istedet for at tilbyde sin hjælp. Ville vi ikke selv ønske, at nogle var villige til at hjælpe os, hvis det var os, der havnede i en ulykke?

– Marie

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

OM FEMINISME OG STÆRKE KVINDER