EFTERSKOLE, IFØLGE MIG

Skærmbillede 2014-09-22 kl. 21.19.29Der er både fordele og ulemper ved at tage på efterskole. I mine øjne er der en klar overvægt af positive faktorer. Er du genert og har det egentlig bare bedst, når du er alene, kan efterskole være en hjælp til at folde dig ud og nyde et fællesskab blandt andre mennesker, skønt du ikke førhen har haft lysten til at være en del af ét. Er du udadvendt og imødekommende, vil du straks falde til og nyde tiden på efterskole, da efterskole, for de i forvejen socialt aktive, er en leg lige fra starten. Langt de fleste efterskoler er i højere eller lavere grad interesseorienterede, og du vil derfor møde en masse jævnaldrende unge mennesker indenfor samme interesseområde som dig selv. Du starter derfor med et fælles grundlag, i hvert fald med nogle af eleverne, der lyder således, vi skal bo sammen i et år(eller to), og så interesserer vi os i øvrigt for det samme. Det er derfor utrolig let at finde nogen, man klinger med, det var i hvert fald, hvad jeg selv oplevede. Det giver en hel unik sammenholdsfølelse, når man bor sammen i så stor en flok. Det er muligvis anderledes på de rigtig store efterskole, hvor det slet ikke er alle, man når at have kontakt med, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg skriver dette med udgangspunkt i egne erfaringer byggende på at have boet med 119 unge mennesker, der alle endte med at have lært hinanden at kende i en eller anden grad. I og med vi kendte alle, gav det et fantastisk fællesskab, og det år vil forevigt være et bindeled mellem os, der gik der, netop dér, netop dét år. Alt det vi delte det år, alt det vi oplevede. Det er som en intern ting, blot mellem 120 mennesker. De venskaber der opstod på efterskolen, er venskaber jeg med næb og klør vil holde fast i. Mange af de venner jeg fik dér, kom tættere på mig end mange af de venner jeg har haft i ti år nogensinde har været. Jeg tror, forskellen er, at man her har sværere ved at skjule de mindre sjove sider. De mennesker, jeg delte det år med, så mig, da jeg var aller gladest, da jeg var i frygteligt humør, og de har set mig, når det har gjort aller mest ondt. Specielt sidstnævnte er noget, jeg ikke er særlig stor fan af at vise frem for andre, og det har krævet en kæmpe portion tillid at turde bare være mig, også når tingene gik skævt, og livet gjorde ondt.
Det var for mit vedkommende en fantastisk oplevelse at prøve at bo sammen med en jævnaldrende pige og følelsen af lidt at være flyttet hjemmefra. Jeg elskede at bo med Freja, og trods tilfredsheden over min nuværende situationen, drømmer jeg mig af og til stadig lidt tilbage til de lange nætter og hyggelige stunder med hende. Man lærer på en anden måde at tilpasse sig et andet menneske. Det er bare lidt noget andet end at bo med et familiemedlem, selvom jeg næsten kunne have forvekslet Freja med at være netop det, da vi havde boet sammen i ti måneder. Man opbygger et venskab udover det sædvanlige, eller det er der i hvert fald rig mulighed for, det er selvfølgelig ikke alle, der er ligeså heldige, som jeg var med min roomie. Da vi skilte værelset ad og genså de hvide vægge i de sidste dag, var det som om, at selvom rummet nu var tømt, at minderne så stadig hang på væggene, svævede i rummets atmosfære. Vi gjorde os mange tanker om, hvor lidt de nye egentlig vidste om det værelse de i august ville træde ind i og kalde deres. De ville ikke ane spor om alle de ting, der var sket derinde, og det ville helt sikkert tage lang tid at fortælle. Vi kom til at tænke på, hvordan vi slet ikke i starten selv havde overvejet, hvad der var foregået på netop vores værelse, året inden vi flyttede ind. Det tænker man ikke på, når man starter. Tanken om at stedet få måneder tidligere havde tilhørt nogle andre strejfer slet ikke en, da man har så stor fokus på at komme i gang med det, der nu lige er startet. Jeg savner virkelig vores fælles værelse, de engle, vi havde på døren, hvorpå Frejas og mit hovede var klistret, hænger nu på min dør herhjemme, og hver eneste dag smiler jeg til min søde Freja – og du kan tro jeg savner dig Freja Bang.
Efterskole er det bedste(Selvom jeg i høj grad er blevet positivt overrasket over gymnasiet), og jeg ønsker for alle, at de skal opleve sådan et år. Ulempen er dog den halv-hårde overgang efterfølgende. Gymnasiestarten har trukket tænder ud. På efterskole kører man altså bare i et lavere gear, trods det faktum, at jeg faktisk troede, jeg kørte i et højt gear dengang. Gymnasiet kræver en helt anden mentalitet og en helt anden form for seriøsitet og kræver et helt andet ambitionsniveau. Alt dette er for mange en kæmpe omvæltning, for der er kæmpe forskel på efterskole og gymnasie, det var det i hvert fald for mig. Jeg kunne mærke, at jeg virkelig skulle have fat i kraven på mig selv for at samle kræfter til den pludselige seriøsitet, det krævede her. Men det er jo bare en lille ting sammenlignet med alle de kvaliteter, efterskole har.
Et efterskoleår siges at svare til syv menneskeår, men jeg vil mene at have fået oplevelser for mindst ti på Faaborgegnens Efterskole 13/14.


– Marie.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

PORTRAIT OF ANNA